Se noter og links på sivp.dk/2

Selvstændig fra dag 1
Mette startede som selvstændig dyrlæge lige efter studiet og overtog en landpraksis og kørte mest til kvæg. Hun er nu skiftet til smådyr og har rykket praksis hjem til privaten.
Mette er anderledes end mange andre dyrlæger, jeg har mødt, og hun har en hverdag, hun kan styre selv.
Vi snakker også om, hvordan man er kollegaer og konkurrenter og samtidig kan være til støtte for hinanden. Og om hvordan man udvikler sig i en travl hverdag.

Ro i sine kvaliteter
Mange af os er bekymrede for, om konkurrencen, priskrige eller for lavt fagligt niveau skal ødelægge os. Det gælder ikke for Mette. Hun ved præcis, hvor hun er, og hvilken værdi hun kan tilbyde sine klienter.
Mette har noget, der ikke kan kopieres, og hun er derfor ikke bange for konkurrencen: Mette er sig selv, og det kan ingen andre være.
Mette ved, hvilken kvalitet hun har. Hun satte sig ned og tænkte over, hvad er det faktisk er, hun kan tilbyde: "Det var mig”, sagde hun. Hun er heller ikke bange for at give noget af sig selv.
Hun er god til at møde folk, hvor de er, og fokuserer på nærheden og det personlige. Hun kan ikke det hele, og det lægger hun ikke skjul på, og det er det, folk vælger hende på.

Gør som Mette
Din hverdag ligner måske ikke Mettes, men lyt med her og bliv inspireret til en anderledes måde at være dyrlæge på, at markedsføre sig selv på og at finde ro i dine kvaliteter på.
Hvis du kender dine styrker og kvaliteter, bliver du umulig at kopiere. Så kan det godt være, at nabopraksis kan tilbyde mere eller noget andet, og at de ligner dig på papiret, men du har altid noget, de andre ikke kan gøre efter: Du er dig!

Se noter og links på sivp.dk/1

Min første større brøler
Kort tid efter at jeg startede som assistent begik jeg en stor brøller. Dem har jeg selvfølgelig nogle stykker af lige som alle andre, men den her kan jeg huske. Den stikker nemlig ud og satte nogle tanker igang.
Jeg havde naturligvis en god baggrund fra studiet og en god træning i at tænke analytisk, men jeg havde ingen anelse om hvor mange specifikke spørgsmål jeg ville blive stillet.
Jeg kunne måske have regnet det ud, hvis jeg havde tænkt over det, men det gik altså først op for mig da jeg stod overfor de første klienter.
Patienten var en yngre fransk bulldog med nogle skallede pletter i hovedet. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle kigge efter, så jeg plukkede nogle hår ud for at se på dem under mikroskop. Øvelsen gik mest af alt ud på at trække tiden lidt, så jeg kunne nå at tænke mig om, men en blind høne finder også korn. Ganske rigtig fandt jeg hårsækmider.
Selvtilfreds gik jeg tilbage til ejeren og glædede mig til at overlevere en præcis diagnose. Det gik også fint og jeg havde sågar et forslag til en behandling. Jeg var dog ikke så godt forberedt på bygen af spørgsmål, der mødte mig: Hvorlænge varer det, er det farligt, er det arveligt, smitter det?
Især det sidste spørgsmål kan jeg huske for jeg mente at kunne huske de vist nok smittede og opførte sig lidt som lopper. Hvis ikke de smitter, hvor skulle de så ellers komme fra? Det gør de ikke. Overhovedet ikke!
Jeg syntes selv at jeg slap nogenlunde fra konsultationen med en vis grad af skuespil, ekstrapolering og gætværk.
Dagen efter faldt der brænde ned. Ejeren havde været hjemme og læse op på emnet og vidste nu mere end jeg gjorde. Chefen måtte holde for og jeg måtte give en uforbeholden undskyldning.
Det holder jeg mig nu heller ikke for god til når jeg har jokket i spinaten, men oplevelsen sved.